Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg er på den anden side af havet. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Træk sletterne helt ned til klipperne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Vi, bag øjnene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Kan jeg være? Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Under den blå, blå himmel. Der var intet som skulle glemmes.

Hvad skal vi med den voldsomme? Det er vinden gennem sivene. Ordene, små toppe af skum. Du må ikke forsvinde. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Dine diamanter lyser i min mund.

Træerne. Du siger noget.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Vi, bag øjnene.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Dagene. Ugerne. Vennerne. Min ene pen er rød og den anden sort. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sad jeg alene?

Jeg læste dine linjer De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Afsavn. Udsagn. Kan jeg være? Det er bare.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Sætningerne er et hav.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Sætningerne er et hav. Hvilken nat fulgte efter natten? Intimiteten i skriften. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

For hvert lag af betydning i stenene. Når du siger mit navn, svarer min krop. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Det var før du kunne forsvinde.