Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Afsavn. Udsagn.Afsavn. Udsagn. Afsavn. Udsagn. Afsavn. Udsagn.

Hvilken nat fulgte efter natten? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg er på den anden side af havet. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg skriver dagen igang, stille. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.