I den første nat så jeg kun det matte mørke. Ilden. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. At tale var blevet uoverskueligt. Diamantafkast.Diamantafkast. Diamantafkast.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Vidste du? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sætningerne er et hav. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Du siger noget om solen.

Et rum, et rum.Et rum, et rum. Et rum, et rum. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Jeg har skrevet et kort til dig. Vores. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

I den første nat så jeg kun det matte mørke.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Og vi vågnede. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Som at læse glemte aviser. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var det skovene?

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Hvilken dag fulgte efter dagen? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg læste dine linjer I et jeg ved sampling. Et genert rum, et intimt rum. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Farvede ordene milde. Dine diamanter lyser i min mund. Det dybeste af alt er huden? Hvis jeg ville have dit blik. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Afsavn.

Mening? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Hvad skulle glemmes? Ring til mig uden grund. I læberne og i huden. Ikke søge ly i den flod. Hvad skulle glemmes? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Giver det mening? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.