Har vi de samme øjne? Et genert rum, et intimt rum. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Oplæsning for intetheden. Bøgerne hvilede omkring kaffen. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Stod imod, men skrev: intet. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. For hvert lag af betydning i stenene. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Lysene lyste. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg er på den anden side af havet.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Ikke glemme floderne i ørerne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Oppe på bakken. Søge ly.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg skrev intet ned i den periode. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.