Vi i det glitrende. Hvad skulle glemmes?

Dine diamanter lyser. Markerne, du? Når vores kroppe er hinanden.

Jeg tegnede din hud på alting. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. I bussen til dig.

I mørket, diamanter, dine øjne.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Ordene, små toppe af skum. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg prøver dette tilfælde. Hver dag gled med mig videre. Og vi vågnede. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Er du havet?

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.