Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Sådan svarede du. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Det er bare. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Grå. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Afsavn. Udsagn.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Ikke søge ly i den flod. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg skrev mig vild i de dage. Blå.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Og vi vågnede. Ilden. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Et genert rum, et intimt rum. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et brev. Blæste det virkeligt?

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Tågen i skovene i udsigten.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Og en anden dag:

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Over murbrokkerne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Min ene pen er rød og den anden sort.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Skriv mig ind i dine læber. Det her er ingen leg. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sætningerne er et hav.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.