Det var før du kunne forsvinde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Uforståelige sætninger at klæde sig i Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg skriver dagen igang, stille.

Farvede ordene milde. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Muren omkring ordene. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Sandet. Afsavn. Udsagn. Som at læse glemte aviser. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Lysene lyste. Jeg læste dine linjer

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var intet som skulle glemmes.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Oplæsning for intetheden. Sætningerne er et hav.

Sådan svarede du. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Uforståelige sætninger at klæde sig i Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Solstorm. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. At forvandle dette rum til et andet. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Kan jeg skrive sådan? Blå.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Luften og jordens sange. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Jeg skrev mig vild i de dage. Grå. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Det er bare.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Kan jeg skrive sådan? I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.