I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Oplæsning for intetheden. Sætningerne er et hav.

Sådan svarede du. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Uforståelige sætninger at klæde sig i Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.