Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Dine diamanter lyser i min mund.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det var ikke skovene jeg kom fra. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Ilden.

Intimiteten i skriften Jeg fandt en linje et sted under min reol. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Udsigten var håbløs.

Dagene. Ugerne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Ilden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sandet. Stjernekontinent.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Hvirvlende, stirrende, syngende. Oplæsning for intetheden. Solstorm. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Sandet.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Kan jeg skrive sådan? Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Du i mit vindue. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sådan er det. Sandet i mine tanker. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Jeg læste dine linjer Var disse linjer virkeligt virkelige? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Farvede ordene milde. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Når du siger mit navn, svarer min krop. Stod imod, men skrev: intet.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sad jeg alene?

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mørket kaldte vi mørket. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Nu er der en uro i kroppen.