I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Uforståelige sætninger at klæde sig i. På et stort stykke hvidt papir. For hvert lag af betydning i stenene. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg har skrevet et kort til dig.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. På en rude.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Som at læse glemte aviser. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Udsigten var håbløs.

Jeg har skrevet et kort til dig. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Et brev.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg skriver dagen igang, stille. Ikke var muligt at komme derind. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Og vi vågnede.

Er du på den anden side af havet? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ord. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Bagefter sad jeg i timer og læste. Muren omkring ordene. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Sådan noget. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.