Var der virkelig ild et sted? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Ikke glemme floderne i ørerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Grå. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Over murbrokkerne. Dagene. Ugerne.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg forsvinder ikke. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Der var noget som åbnede sig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. At tale var blevet uoverskueligt.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Blæste det virkeligt? Jeg sad alene i solen. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Har vi de samme øjne? Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg forsvinder ikke. Dine diamanter lyser i min mund. I bussen skrev jeg en sms til dig. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Ord.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Sætningerne er et hav. Grå.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Dine diamanter lyser i min mund. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.