Grå. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Over murbrokkerne. Dagene. Ugerne.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.