Sådan noget. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Vi har travlt. Oppe på bakken. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Dine diamanter lyser i min mund. Om andre byer, andre verdener.

Under den grå, grå himmel. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det gør ikke noget. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. På en rude. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Sådan svarede du. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Noter. Beskrivelser. Dagene. Ugerne. Vennerne. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Stod imod, men skrev: intet. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. For hvert lag af betydning i stenene. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Ikke var muligt at komme derind. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg fandt en linje et sted under min reol. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Et brev.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Bag diamanterne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Sådan noget. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Nordlyset tøver i vores stemmer.

Bag diamanterne. Nordlysets sitren i din stemme.

Kan jeg skrive sådan? Udsigten var håbfuld.