Stolen jeg sad på knirkede i solen. Blå.

Har vi de samme øjne? Jeg sad alene i solen. Under den blå, blå himmel. Den sindssyge himmel.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Gennem hullet i hegnet.

Her er natten allerede langt bag mig. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Som at lade tungen føle, slynge, smage.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det dybeste af alt er huden?Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden? Sandet. Udsigten var håbløs.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Gennem hullet i hegnet. Bordet vipper. Månens sind. Sådan svarede du.

Lysene lyste. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Kan jeg skrive sådan? Sætningerne er et hav.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg forsvinder. Min ene pen er rød og den anden sort. Her er dagen allerede langt foran mig.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Træerne. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Vi i det glitrende. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.

millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Lysene lyste.

De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Over murbrokkerne.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Skyen skjulte noget for fuglene. Har vi de samme øjne?

Af alt det kroppen også er. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Du siger noget om solen. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Ikke var muligt at komme derind. Det her er ingen leg. Dine diamanter lyser i min mund. Sådan noget. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.