Et rum, et rum. Ikke søge ly.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Natten er trans, dagen er trans. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

At tale var blevet uoverskueligt.

Lysene lyste. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Derinde bag bjergene. Jeg kyssede en vinters nattemørke. På en rude. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward:

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Hvem var det, der skrev: På et stort stykke hvidt papir. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederneDa vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Der hang figner henover udsigten.

Lyset i ørknen i udsigten. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.