Stjernekontinent. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Et brev. Bagefter sad jeg i timer og læste. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Sådan svarede du.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Jeg skriver dagen igang, stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Dine sætninger.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Kan jeg være i dette landskab? I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Træerne. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Dette langsomme blik imod stenene. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Diamanterne. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.