Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Stjernekontinent. Det er bare. Farvede ordene milde. Sætningerne er et hav.

Du siger noget om solen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der var intet som skulle glemmes.

Var det skovene du kom fra? Trak du de yderste bjerge?

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Under den blå, blå himmel. Derinde bag ordene. Bag diamanterne. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Stolen jeg sad på knirkede i solen.Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Hvor længe havde du drevet i vinden? Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Sms i den lysende sommer. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Ordene, små toppe af skum. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Kalken. Lysene lyste. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

At forvandle dette rum til et andet. Et genert rum, et intimt rum. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Jeg forsvinder ikke.

Og vi vågnede. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Ord. Den sindssyge himmel. Der hang figner henover udsigten. Hvilken nat fulgte efter natten? De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Gennem hullet i hegnet.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?