Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det gør noget.

Nordlysets sitren i din stemme. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. På en rude. Udsigten var håbfuld. Der var et script der skyggede for solen.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Som at læse glemte aviser.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Som at læse glemte aviser.

Har vi de samme øjne? Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sætningerne er et hav. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Over murbrokkerne. Den sindssyge himmel. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Glashænder. Brev i april. Uforståelige sætninger at klæde sig i De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Her er dagen allerede langt foran mig.

Oplæsning for intetheden.

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Muren omkring ordene. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Det dybeste af alt er huden? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Om andre byer, andre verdener. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Blæste det virkeligt?

For hvert lag af betydning i stenene.

Har vi de samme øjne? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.