Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Det er bare. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Stod imod, men skrev: intet. Kan jeg være i dette landskab?

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Udsigten var håbløs. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Det dybeste af alt er huden?

Noter. Beskrivelser.Noter. Beskrivelser. Noter. Beskrivelser. Noter. Beskrivelser. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ilden. Solstorm. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste. At tale var blevet uoverskueligt.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Et genert rum, et intimt rum.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

At tale var blevet uoverskueligt. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Var jeg stille? Var det skovene du kom fra?

Dette langsomme blik imod stenene. Har vi de samme øjne? Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Kalken.

Sætningerne er et hav. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Du trak mig med til de yderste bjerge. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Du må ikke forsvinde. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Kan jeg skrive sådan? Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Tågen i skovene i udsigten. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.