Landskab d 4.08.16 16:09:05 til 16:10:46

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Landskab d 4.08.16 13:35:26 til 13:35:58

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Kalken.

Sætningerne er et hav. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Du trak mig med til de yderste bjerge. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.