Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg var nøgen i de dage. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Et genert rum, et intimt rum. Som nu i morges: Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Var det markerne du kom fra? Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. I bussen skrev jeg en sms til dig. Ikke søge ly.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Ikke var muligt at komme derind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Grå. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Snestorm. Farvede ordene milde. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætningerne er et hav.

Oplæsning for intetheden. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Du kan være. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Nu er der en uro i kroppen. Sad jeg alene?

Det var før du kunne forsvinde. Ikke søge ly. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Nordlysets sitren i din stemme. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Ord. Det gør ikke noget.

Var jeg stille?Var jeg stille? Var jeg stille? Var jeg stille? Var jeg stille? Træerne.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Glashænder. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg sad alene i solen. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Var det bare regnen? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sandet.

Blæste det virkeligt? Havde du kysset en anden? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Sådan er det. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.