Jeg tror, du havde glemt den der. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. På et stort stykke hvidt papir.
Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.
Udsigten var håbløs.
De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Af alt det lysende, reflekterende, matte. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.
Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.
Når du rør mig er vi hinanden. Søge ly i den flod. Ikke glemme.
Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Var jeg stille? Var det markerne du kom fra? Ikke glemme floderne i ørerne.
Du må ikke forsvinde. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?
Ring til mig uden grund. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Det var ikke markerne jeg kom fra. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.
Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.
Der var intet som skulle glemmes. Er du på den anden side af havet? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
Kan jeg skrive sådan? Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Sætningerne er et hav. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Et brev.
Solens sind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Altid er det dette langsomme blik. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.
Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.
Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Et genert rum, et intimt rum. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.
Tågen i skovene i udsigten. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.
Dine diamanter lyser i min mund. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.
Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Og en anden dag: