Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Muren omkring ordene. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg læste glitrende blade.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Blæste det virkeligt? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Lysene lyste. Kalken. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Intet bag alting. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Farvede lidt sort i din ørken.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det her er ingen leg. Udsigten var håbløs. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Altid er det dette langsomme blik.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Hvilken dag fulgte efter dagen? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Du siger noget om solen. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Lysene lyste. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Du siger noget om månen.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Det var ikke skovene jeg kom fra. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Var det markerne du kom fra?

Jeg er på den anden side af havet. Det handler om overfladen. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Hvor vil det ødelagte sprog hen?