Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Dine sætninger. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Var det markerne du kom fra? Uforståelige sætninger at klæde sig i. På en rude. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Og vi vågnede. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et brev. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Og en anden dag: Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Her er dagen allerede langt foran mig. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Skyen skjulte noget for fuglene. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Har vi de samme øjne? Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Hvilken nat fulgte efter natten?

Ilden. Et brev. Stod imod, men skrev: intet. Har vi de samme øjne? Var disse linjer virkeligt virkelige?

Hvem var det, der skrev: Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.