Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Jeg sad alene i solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sådan noget.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Sætningerne er et hav. Sådan noget.

Hvilken nat fulgte efter natten?

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Skyen skjulte noget for fuglene. Ikke var muligt at komme derind. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Og en anden dag:

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Dine diamanter lyser i min mund. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Intimiteten i skriften. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Alting ligger bag alting. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Tågen i skovene i udsigten. Altid er det dette langsomme blik. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Skyen skjulte noget for fuglene.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Træerne. Da jeg vågnede, var jeg sikker: At tale var blevet uoverskueligt. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Det er bare. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Ord. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Hvad tæller du til? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. For hvert lag af betydning i stenene.

Sætningerne er et hav. Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Kan jeg smile i dine sætninger?

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Når du ringer, hører jeg det ikke. Jeg ryster en tilfældig bog. Du kan være i dette landskab. Var disse linjer virkeligt virkelige? På et stort stykke hvidt papir. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.