Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der var noget som åbnede sig. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Det var før du kunne forsvinde.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Træerne. Det her er ingen leg.

Grå. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Gennem hullet i hegnet.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Hvilken nat fulgte efter natten? Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Dette langsomme blik imod stenene.Dette langsomme blik imod stenene. Dette langsomme blik imod stenene. Lysene lyste. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Blå. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Træerne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det gør ikke noget. Du siger noget om solen.

Dette langsomme blik imod stenene.