Det dybeste af alt er huden? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Dine diamanter lyser i min mund. Giver det mening? Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg tror, du havde glemt den der.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Skyen skjulte noget for fuglene. Vi, hudløse. Dette langsomme blik imod stenene. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Ilden. At forvandle dette rum til et andet. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Afsavn. Udsagn. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Udsigten var håbløs.

Dagene. Ugerne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Har vi de samme øjne? Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. For hvert lag af betydning i stenene. Det her er ingen leg.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Derinde bag skoven. Det gør ikke noget. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Gennem hullet i hegnet.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Ikke var muligt at komme derind. Træerne.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Farvede ordene milde. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Det er bare. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.