Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Grå. Oppe på bakken. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Den sindssyge himmel. Og en anden dag: Der hang figner henover udsigten. Det her er ingen leg. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

På en rude. Derinde bag skoven. Det her er ingen leg. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Tågen i skovene i udsigten. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Bag træerne. Du siger noget om solen. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Træerne.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg bladrer i en tilfældig bog.Jeg bladrer i en tilfældig bog. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Sætningerne er et hav. Du siger noget om solen. Derinde bag skoven. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Dagene. Ugerne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Var jeg stille? Vi har de samme øjne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Mørket kaldte vi bare for mørket. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.