Dagene. Ugerne.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det gør ikke noget.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Gennem hullet i hegnet. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Der hang figner henover udsigten.

Solstorm. Dette langsomme blik imod stenene. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Oplæsning for intetheden.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Det dybeste af alt er huden? Træerne.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Muren omkring ordene. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg skriver dagen igang, stille. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Blæste det virkeligt?

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Lysene lyste. At tale var blevet uoverskueligt. Her er dagen allerede langt foran mig. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Solens sind. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. På en skærm. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.