Solens sind. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. På en skærm. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.