Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Muren omkring ordene. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).