Og en anden dag: Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Bag træerne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Ikke glemme floderne i ørerne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Brev i april. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Nordlysets sitren i din stemme. Stjernekontinent. Solens sind. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Muren omkring ordene. Min ene pen er rød og den anden sort. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Du siger noget om solen.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Tågen i skovene i udsigten. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Som at læse glemte aviser. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Brev i april. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Der var noget som åbnede sig.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Blæste det virkeligt? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sætningerne er et hav. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.