Jeg skrev intet ned i den periode. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Nu skriver jeg igen på det stille. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sådan svarede du.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Var der virkelig ild et sted? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Afsavn. Udsagn.

Sandet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Et brev. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?