Var det alligevel koderne, systemerne? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg skriver dagen igang, stille. Stod imod, men skrev: intet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
Oppe på bakken. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.
Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Solens sind.
Blæste det virkeligt? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Over murbrokkerne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant
Skyen skjulte noget for fuglene. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.
Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Har vi de samme øjne? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter
Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ikke var muligt at komme derind. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.
Du, du.
Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du trak mig med til de yderste bjerge.
Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.
Du siger noget om solen.
Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Der var noget som åbnede sig. Har vi de samme øjne? Det var ikke skovene jeg kom fra.
Der var intet som skulle glemmes. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Er du på den anden side af havet?Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet? Er du på den anden side af havet?
Hvad skulle glemmes? Hvad tæller du til? Alting ligger bag alting. Et genert rum, et intimt rum. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Du siger noget om solen.
Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. På en rude. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg var nøgen i de dage.
Jeg forsvinder ikke.