Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Oppe på bakken. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Vi har de samme øjne. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. At forvandle dette rum til et andet. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Et genert rum, et intimt rum.

Vi har de samme øjne. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. I bussen skrev jeg en sms til dig. Intimiteten i skriften.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan er det. Vi har hverken gardiner eller travlt. Bag træerne.Bag træerne. Bag træerne. Bag træerne.

Det gør ikke noget. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Dine diamanter lyser i min mund.Dine diamanter lyser i min mund. Dine diamanter lyser i min mund. Gennem hullet i hegnet. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Nordlysets sitren i din stemme.

Uforståelige sætninger. Oppe på bakken. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Ikke søge ly. Jeg skriver natten i gang, stille.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Var det markerne du kom fra? Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Som nu i morges:

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sådan er det. Og vi vågnede. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.