Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Her er dagen allerede langt foran mig.

Bag træerne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Bag træerne. Derinde bag skoven. Altid er det dette langsomme blik. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Lysene lyste.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Har vi de samme øjne? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Var disse linjer virkeligt virkelige? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg læste dine linjer

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Afsavn. Udsagn.

Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg ville gerne give dig mine. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg har skrevet et kort til dig.

Bag træerne. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Og vi vågnede. Ikke glemme floderne i ørerne.

Under den blå, blå himmel.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Sætningerne er et hav. Som at læse glemte aviser.

Oppe på bakken. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Vidste du? Mening? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Det jeg kom fra.. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.