Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Solens sind.

Blæste det virkeligt? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Over murbrokkerne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant