Samtale d. 10.03.15 17.36.15 til 17.38.30

Om overfladen.

Ikke var muligt at komme derind. Sidst, i morges.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg ikke dig. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Samtale d. 10.03.15 16.54.19 til 16.57.49

Bag øjnene sidder en lampe og ser. Vidste du det? Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Intimiteten i skriften.

Når du ringer, hører jeg det ikke. Hvor længe havde du drevet i vinden? Oplæsning for intetheden.

Samtale d. 10.03.15 16.52.05 til 16.54.15

I natten, en fjern stemme, søvn. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Jeg har skrevet et kort til dig. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Som nu i morges: Der var noget som åbnede sig. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Samtale d. 10.03.15 16.41.08 til 16.43.34

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Intet, jeg modtog intet. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. Ordene, små toppe af skum.

Hav d. 10.03.15 16.37.12 til 16.40.10

Du siger noget om solen.

De bløde bakker udenfor byen. Skitser. Udflåd. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. For hvert lag af betydning i stenene. I sollyset, en ædelsten. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Landskab d. 10.03.15 16.30.42 til 16.32.08

Jeg læste dine linjer. Du siger noget om månen. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Dette hurtige blik imod vandet. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.

Landskab d. 10.03.15 16.28.52 til 16.30.38

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Der hang figner henover udsigten. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Oplæsning for intetheden.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Samtale d. 10.03.15 16.16.12 til 16.19.14

Det handler om. I dine læber. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. En regning. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Træk mig helt ned. Vi, bag øjnene. Brev. Når dine øjne. I dine læber. Jeg i den ørken.

Samtale d. 10.03.15 16.11.52 til 16.14.32

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. I natten, en fjern stemme, søvn. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. De bløde bakker udenfor byen.

Dansende, legende, lyttende. Ordene flår i det inderste. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Landskab d. 10.03.15 16.03.31 til 16.05.00

Om andre byer, andre verdener. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Nu skriver jeg igen på det stille. På altanen faldt vi pludselig ind i en sætning: ”hvem, hvis jeg skrev, ville lytte blandt menneskets torden?”. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Sætningen løb videre igennem kæben. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.