Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. At forvandle dette rum til et andet. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Og et andet kluns: Dine sætninger. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig.

Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig.

Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig.

Der var noget som å

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. Muren omkring ordene.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Et brev. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Når du siger mit navn, svarer min krop. Glashænder. Blæste det virkeligt? Ordene flår i det inderste.