Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. At forvandle dette rum til et andet. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.