Samtale d. 5.03.15 19.05.32 til 19.10.00

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Du må forsvinde. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Samtale d. 5.03.15 15.17.06 til 15.18.33

Vi stod og lyttede. Det? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Sådan svarede du.

Samtale d. 5.03.15 14.54.00 til 14.56.13

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Rifterne.

Du skrev et sår i min fremtid. For hvert lag af betydning i stenene.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I bussen skrev jeg en sms til dig. At tale var blevet uoverskueligt.

Hav d. 5.03.15 14.52.02 til 14.53.57

Det er aldrig det hurtige blik. Og stoffernes sammensmeltninger. Bag diamanterne. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Har vi de samme øjne? Derinde bag ordene. På et stort stykke hvidt papir. Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro.

Hav d. 5.03.15 14.08.35 til 14.11.08

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Dagene. Ugerne. Jeg og dit hjerte.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Jeg tegnede din hud på alting. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Af alt det skyggende, matte, reflekterende.

Hav d. 5.03.15 13.26.43 til 13.29.26

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Sætningerne er et hav. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Hav d. 5.03.15 13.24.43 til 13.26.39

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Vi har de samme øjne.

Dine diamanter lyser i min mund. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Samtale d. 5.03.15 13.13.47 til 13.16.11

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Nu sejler jeg bare i version .. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Sort. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Var du nattens fortvivlede stilhed?