millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Dagene. Ugerne. Jeg og dit hjerte.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Jeg tegnede din hud på alting. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Af alt det skyggende, matte, reflekterende.