Vi stod og lyttede. Det? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Sådan svarede du.