Dansende, legende, lyttende.

Du foldede dig ind i mine ord. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

Træerne. At lytte gav ikke længere mening. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Brændte det friske løv virkeligt?

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Landet smuldrer, smuldrer. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Det dybeste af alt er huden. Jeg læste glitrende blade. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Så trak dagen langsomt på øjne. I læberne i huden. Jeg, ikke dig. Du kom fra? Vi, øjne.

Svarede du? Da blev jeg bange. Vi, vi. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Regnen, vinden imellem dine læber. Du siger mit navn. Du mod de kommende kyster. Var det markerne? Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.

Og ord.

På den del af nattens stilhed. Det var før du.

På havet. At dette andet. I min mund. I huden. I hver med mig videre.

Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. En. Vi, de uddøde arter. Du lod himlen hvile. Jeg lyttede til dit hjerte. Hver morgen: Wow!

Vi, øjne? Jeg har skrevet et kort.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Sætningerne er filtrede tråde.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Jeg ryster en tilfældig bog.

En regning. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Ordene, syrlige rifter af blod. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Så var der en, der lyttede til skovene. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn.

Hvilken dag fulgte efter dagen? Og vi faldt i søvn. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Gennem hullet i muren. Bordet vipper. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Kullet. Og en anden nat: Men mit sprog er ikke fjendtligt. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. På en rude.

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Hvilken dag fulgte efter dagen? I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Skyggerne skyggede. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Det var ikke markerne.

Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Jeg ville gerne give dig mine. Din krop? Et sted, forsigtigt. Når jeg ser dig. Intet glemmes. Vi, de uddøde arter. Vores. Ikke den flod. Vi har øjne. Jeg elsker at se dig.

Hvad skal vi med den voldsomme?

En nat faldt giraffer ud af drømme. Jeg forsvandt.

En.

Det? Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. At en verden. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg var nøgen.

Øjne af regn fra det travle. I min mund. Kan jeg være? Når jeg ser dig. Var det markerne?