Så trak dagen langsomt på øjne. I læberne i huden. Jeg, ikke dig. Du kom fra? Vi, øjne.

Svarede du? Da blev jeg bange. Vi, vi. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Regnen, vinden imellem dine læber. Du siger mit navn. Du mod de kommende kyster. Var det markerne? Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.

Og ord.