I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Så trak dagen langsomt på øjne. Det her er ingen leg. Det tøj er min krop på min krop. Er det? Under den blå, blå himmel.

Jeg tænker smukke øjne. Træerne. Vores. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Det tøj er min krop på min krop. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg forsvinder.

Ikke. Som nu. Farverne. På havet.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Den bekymrede er ude af sig selv. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Det ,der hænger.

Hvad med den himmel? I hver med mig videre.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Kullet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Udsigten var håbfuld. Altid er det dette langsomme blik. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Træerne. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Her er natten allerede langt bag mig.

Dagene. Ugerne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. I hver nat gled rester af betydning med dig videre.

I min mund. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

På en rude.

Regnen, vinden imellem dine læber. Brev.

Skriv i dine læber.

Det var før du. Jeg sejlede mellem dine læber. Rifterne, rifterne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg prøver dette tilfælde. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Var du nattens fortvivlede stilhed?

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Vi, gamle tanker om stilheden. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Jeg var nøgen. Var jeg? Vi stod og lyttede.

På et stort stykke hvidt.

Det handler om. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Er du på den anden side? Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Sådan så mine drømme ud. Senere i dine øjne. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Sad jeg alene? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Kalken.

Land. Kan jeg skrive? Ikke floderne i ørerne. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Du.

Bag øjnene sidder en lampe og ser. Jeg, du, den. At tegne øjne i sætninger. Trak du de yderste bjerge? Trak jeg de yderste bjerge? Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

Og en anden nat:

At tale var blevet uoverskueligt. Du lod himlen hvile. Hvem var det, der skrev: Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bøgerne var de eneste. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.