Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Er du på den anden side? Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Sådan så mine drømme ud. Senere i dine øjne. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Sad jeg alene? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Kalken.