Var jeg? Jeg på din hud. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Vi bestiger bjerge og sejler på byernes yderste skælven. Jeg skriver natten i gang, stille. Dette hurtige blik imod vandet. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. De matte hemmeligheder inde i træet. Nu sejler jeg bare i version ..

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. At tale var blevet uoverskueligt.

Derinde bag bjergene. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Verden og dens lytten til sig selv.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Hvilken dag fulgte efter dagen?

Alting bag alting.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Det handler om. Sådan svarede du.

Lysene lyste. Dine øjne. Dansende, legende, lyttende.

Det dybeste af alt er huden. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Svarede du? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg skrev mig vild i de dage. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Som at skrive i nye aviser. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Der var noget som åbnede sig.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg læste dine linjer. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Rød. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Men noget blev i de tomme haller. Alting bag alting. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg ved vi forsvandt. Hvis jeg ville have dit blik. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Sandet i mine tanker. En uro i kroppen. På et stort stykke hvidt. Svarede du? Jeg hviskede ind i din drøm. Du mod de kommende kyster. Regnen, vinden imellem dine læber.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Oplæsning for intetheden.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Udsagn. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg lyttede til dit hjerte.

Afsavn. Udsagn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

At tale var blevet uoverskueligt. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Bag træerne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Under den blå, blå himmel.

Udsigten var håbløs. Lysene lyste. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.