Mørket kaldte vi bare for mørket. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg skriver dagen igang, stille.

Jeg skrev mig vild i de dage. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Som at skrive i nye aviser. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Der var noget som åbnede sig.