At tale var blevet uoverskueligt. Du lod himlen hvile. Hvem var det, der skrev: Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bøgerne var de eneste. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Min ene pen er rød og den anden sort. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.