Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Under lillahimlens hvælv. Taster en sætning i mørket, i lyset. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.

Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Noter. Beskrivelser. Farvede ordene milde. Muren omkring ordene.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Når du siger mit navn, svarer min krop. Om andre byer, andre verdener. Blæste det virkeligt?

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I bussen skrev jeg en sms til dig. Ilden. Noter. Beskrivelser.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Stod imod, men gjorde intet. Nu er der en uro i kroppen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Odense, Esbjerg, Roskilde. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Ude ved fabrikkerne. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

Når vores kroppe er hinanden. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Og vi vågnede. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Pludselig faldt dine drømme. Du kom fra? Jeg ville dig. Savn. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Uden grund. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Du siger noget. Et brev. Når du rør mig er vi hinanden.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).